Til forsiden
Printervenlig udgave

Udviklingsprojekter 2011-12

I skoleåret 2011-12 er igangsat 5 udviklingsprojekter på Århus Statsgymnasium

Dialog mellem fagene og erhvervslivet

Århus Statsgymnasium, Egå Gymnasium, Lemvig Gymnasium og Skive Gymnasium & HF har fået tildelt 676.365 kr. af  Region Midtjylland til et to-årigt udviklingsprojekt i skoleårene 2011-2013. 

Projektet skal medvirke til at nedbryde en forståelseskløft og bygge bro mellem elever, lærere, og virksomheder og institutioner ved at fremme dialog og synliggørelse af hinandens virkelighed. Konkret er projektet eksempel på et samarbejde mellem erhvervsliv og 4 gymnasier, der styrker innovation og mønsterbrud og udvikler samspil mellem virksomheder, gymnasier, lærere og elever. 

Projektet vil medvirke til: 

  • At styrke samarbejdet mellem erhvervsliv og skolerne.
  • At fremme elevernes interesse for skolens fag.
  • At give nye udfordringer til de dygtige elever - talentpleje.
  • At fremme elevernes motivation og forståelse for nødvendigheden af skolens fag og arbejde - fastholdelse.
  • At skabe en fælles referenceramme mellem erhvervsliv og skoler - mønsterbrydning
  • At afdække muligheder for samarbejde mellem erhverv og uddannelse.

Der indgår ca. 30 virksomheder i projektets netværk og 21 gymnasielærere - hvoraf de 6 er fra Århus Statsgymnasium.

Læs mere om projektet:

 

Den papirløse klasse


Århus Statsgymnasium har af Undervisningsministeriet fået tildelt 100.000 kr til deltagelse i et forskningsprojekt på Århus Universitet om it-anvendelse i undervisningen. 

Projektet går ud på, at tage endnu et skridt i it-udviklingen med henblik på at gøre undervisningen mere varieret, motiverende og elevaktiverende. 

En netbook/bærbar computer bliver elevens centrale arbejdsredskab. I forvejen bruger eleverne skolens net til at se deres skema, lektier, karakterer eksamensplaner m.v. og til at søge informationer og kommunikere i forbindelse med undervisnngen. Nu vil vi også se, hvor langt vi kan komme med at gøre lommeregner, ordbøger og undervisningsmaterialer tilgængelige via computeren. I den forbindelse skal der sættes særligt fokus på arbejde med elektroniske lærebøger. 

Også undervisningen i timerne vil i højere grad it-understøttes ved udstrakt brug af Smartboards, som alle skolens undervisningslokaler nu er forsynet med. Det skal også undersøges, hvordan man i undervisningen kan inddrage nogle af de it-miljøer, som unge mennesker dagligt færdes i: Skype, Face Book, You Tube...  Og aflevering, retning og tilbagelevering af skriftlige opgaver vil naturligvis også foregå elektronisk. 

Fokusklassen 

I Projektet Den lærende klasse – kvalitet i fokus er formålet at definere kvalitet inden for en række konkrete indsatsområder i forbindelse med undervisningens faglige og pædagogiske indhold. Det sker dels i et samarbejde mellem 3 skoler: Slagelse Gymnasium, Sankt Annæ Gymnasium og Århus Statsgymnasium og dels ved et omfattende lærersamarbejde omkring klassen.

De bagvedliggende formål er fastholdelse af elever, øget faglighed og større tilfredshed. Det søges realiseret ved opmærksomhed på de af eleverne oplevede vanskeligheder i forbindelse med gymnasiets faglighed og kultur. 

De konkrete elementer der arbejdes med er: 

  • Klasserumskulturen, herunder gruppedynamikker og identificering af elevernes tilgang til skolen både fagligt og socialt. 
  • Undervisningsformer, der imødekommer elevernes ønsker om fx tryghed og relevans uden at læreren oplever et fald i det faglige niveau. 
  • Undersøgelse af elevernes læringsstile til brug i undervisningstilrettelæggelse.
  • Bedre tilrettelæggelse af elevernes skriftlige arbejde fx gennem flere tværfaglige produkter, nye former for skriftlighed, klarere anvisninger og feedback samt progression.
  • Udvikling af studieplanen, så den kan bruges i et fremadrettet perspektiv og i tværfaglige sammenhænge.
  • Studiebogsdelen i Ludus til kvalificering af evalueringen af den enkelte elev og klassen som helhed.

Projektet har fra begyndelsen i 2010 været et treårigt projekt, og det fortsætter i endnu 2 år.

Projektet har under overskriften ”Fremtidens gymnasielærer: studieretningslæreren” fået økonomisk støtte gennem UVMs udviklingspulje. 

 

Innovaction

Projektet innovaction har til formål at facilitere kreativitet, innovation og handlekraft i undervisningen ved at fokusere på kompetenceudvikling af undervisere og ledelse på gymnasierne. Målet er at eleverne opnår selvstændighed og handlekraft samt lysten, viljen og evnen til at handle.

Forankringen af projektet skal ske via udbredelse af innovationkulturen blandt gymnasiets undervisere og ledelse.

Projektet er et samarbejdet på tværs af de gymnasiale uddannelser og skal medvirke til at udvikle og igangsætte nye ideer til den daglige undervisning. De involverede undervisningsinstitutioner er Århus Købmandsskole, Århus Tekniske skole, Egå Gymnasium, Langkær Gymnasium og Århus Statsgymnasium. Projektet gennemføres i samarbejde med en række virksomheder.  

De konkrete tiltage er:

  • Sparringsmøder med de andre undervisningsinstitutioner og repræsentanter for erhvervslivet.
  • Arbejde med KIE-modellen (Det Kreative, Det Innovative og Det Entreprenante rum), bl.a. i et 6-fagligt innovationsprojekt. 
  •  Anvendelse og udvikling af de undervisningsteknikker, der ligger i konceptet cooperative learning.

Projektet er finansieret af Region Midtjylland

 

Ny skriftlighed

Dette projekt skal undersøge, hvordan man bedst muligt udnytter de muligheder, som den ny bekendtgørelse giver med hensyn til skriveundervisningen, altså at nogle af lærerressourcerne flyttes fra rettearbejde til vejledning af eleverne i skriveprocessen. Det overordnede mål er at understøtte udviklingen af elevernes studieforberedende skrivekompetencer.

I dette skoleår vil den omlagte elevtid være 40% i 1g og 30% i 2g. Eleverne skal således bruge 40% i 1g og 30% i 2g på skolen og læreren vil være tilstede som vejleder.

Udviklingsprojektets mål er at:

  •  Udarbejde progressionsplaner for det skriftlige arbejde i hele gymnasieforløbet
  •  Indsamle og distribuere velegnede opgavetyper fra faggrupperne
  • Udarbejde fælles retningslinjer for arbejdet med ny skriftlighed
  • Udvikle gode rettestrategier, herunder elektronisk retning.