Til forsiden
Printervenlig udgave

2. juli 2010

Kære ny 1.g'er

Vi glæder os til at se dig efter sommerferien.

1. årgang med bærbare
Computere er gennem de sidste mange år blevet brugt flittigt af såvel elever som lærere. Men I er den første generation, hvor vi forudsætter, at alle har en bærbar og kan bruge den som dagligt arbejdsværktøj. Som vi har skrevet i brevet til jer, kan I købe en såkaldt netbook for de 2500 kr, som I selv skal købe undervisningsmidler for. Har I en god bærbar i forvejen, er det naturligvis helt OK at bruge den i stedet. Den bærbare skal I bruge til at se jeres skema, lektier og karakterer, til at søge informationer til undervisningen og til at tage noter, skrive præsentationer og  opgaver.

Halvdelen af jeres skriftlige arbejde på skolen
I bliver også den første årgang, hvor vi tilrettelægger arbejdet således, at halvdelen af den tid, som I skal bruge til at skrive opgaver, skemalægges på skolen. På den måde kan I gøre brug af læreren som vejleder - og vi kan hjælpe jer til at skrive bedre opgaver.

1c - en fokusklasse  
Her skal I være med til at sætte særligt fokus på, hvad der kan give ekstra kvalitet i dagligdagen.       

  • Hvordan kan klasserumskulturen - jeres måde at arbejde sammen på - spille positivt ind på jeres motivation og læring. 
  • Hvordan kan man tilrettelægge det skriftlige arbejde, så I får mere ud af det?
  • Hvordan virker forskellige undervisningsformer på forskellige elevgrupper?
  • Hvordan kan gymnasiets studieplan udnyttes bedst muligt?

1d - at lære sammen med andre
Her vil I have særligt fokus på at anvende og udvikle de undervisningsteknikker, der ligger i konceptet cooperative learning.
Gennem en lang række forskellige øvelser og arbejdsformer vil I blive rigtig gode til at arbejde sammen - og I vil finde ud af, at I lærer allerbedst, når I er aktive i processen.

1u - skriv dig klog 
I denne klasse bliver der særligt fokus på at lære at blive rigtig god til at skrive. Lærerne vil samarbejde om gradvis at opøve de skrivekompetencer, som I vil få brug for, når I skal i gang med videregående uddannelse efter gymnasiet. Lærerne vil i særlig høj grad hjælpe jer på vej i skriveprocessen og udnytte de muligheder, der ligger i det, der kaldes "ny skriftlighed".

1y - en papirløs klasse 
I denne klasse vil I i jeres fællesfag få lejlighed til at bruge de nyeste digitale undervisningsmidler - spændende fra faglige websites, sociale netværk og de såkaldte e-bøger og i-bøger. Lærernes egne materialer vil også være digitale - ligesom jeres egne noter. I vil også lære at anvende de samarbejds- og arkivfaciliteter, der ligger  ude på nettet - i det man kalder "skyen".
Aflevering og retning af opgaver vil også foregå elektronisk.

Alle skal have del i resultaterne  
Når der er udpeget særlige fokusområder for de 4 nævnte klasser, så er det jo ikke fordi, der ikke sker noget spændende i de andre klasser. Hensigten med fokusområderne er nemlig, at de gode resultater og erfaringer systematisk skal spredes til alle klasserne.

Jeg håber, du har lyst og energi til at starte på gymnasieudfordringen!

Foreløbig vil jeg dog ønske dig en rigtig god sommerferie! Så ses vi den 10 august kl 8.15.

Med venlig hilsen

Keld Larsen
Rektor