Til forsiden
Printervenlig udgave
Den 3. Kenotaf
Den 3. kenotaf i Grønnegård 1

Den 3. kenotaf er støbt i bronze i 2004 og måler 108 x 150 x 90.

Et kenotaf er som nævnt et tomt gravmæle for en afdød, hvis lig er gået tabt, eller hvis grav befinder sig et andet sted.

Ved første øjekast virker den utilnærmelig. Hvad er det her for noget? En form af noget viser sig, men hvad? Det er ikke ligefrem en menneskelig form. Ligner ikke noget kendt gravmæle. Den begynder af drage ens blik. Hvordan vil den indvendige form se ud? Hvorfor er den åben i den ene ende? Det er som at se ind i en slaggebunke. Der fremstår derved en klar forskel mellem yde og indre. Man kan lege med formen og vende den for ens indre blik. Hvem kan den afdøde være, hvor levede afdøde og hvorfor ser afstøbningen sådan ud? Er der et kenotaf nummer 1 , 2  eller 7?

Sådan sættes fantasien i gang. På den måde kommer Heinsens afstøbning til at omhandle liv og opfattelsen af det levede liv. Hvilke spor sætter vi i tilværelsen? Hvis kenotafet afspejler et levet liv, så melder spørgsmålet sig uvilkårligt, hvordan havde afdøde det med de vigtige ting i livet?

Spor i tilværelsen, indtryk og aftryk hænger sammen. Vi sætter forskellige spor i tilværelsen og i erindringen lever de videre hos andre mennesker. Men hvilke indtryk efterlader vi? Og hvordan opfatttes de?

Af jord er du kommet ...

Kenotaffet skal måske ses fra en helt bestemt vinkel og belysning, idet der er en åbning i det, som ligner en sokkel. Hos os vender åbningen mod øst og får formiddagssolen direkte ind i åbningen. Om det er tilfældigt eller ej, så er det den helt rigtige placering. Det indre ligner størknet metal. Formløst, modsat overfladen. Metallet har på et tidspunkt været flydende og kunne her formes til alt muligt. Det er som en strøm, der kommer fra jordens indre. Nu blev det så til det, vi ser på overfladen. Heinsen har foretaget et formvalg for os - et blandt mange mulige.

Hvad kan det sige os på det menneskelige plan? Hvad former os -  hvilke valg har vi? Er det forholdet mellem arv og miljø? I dag ser vi på stamceller, gener og DNA, men hvor spiller hjertet og følelserne ind her? Hvad formede den afdøde? Tanken kan føres videre, idet bevægelsen også går den anden vej. Formen opløses i kenotaffets indre smeltedigel. Måske starter bevægelsen igen. For den som tror er alting muligt!

Er det Guds tanke, at vi skal genopstå, som noget der mest af alt ligner en skrotbunke (overflade og forbrug) af alle valg? Var det planen og hvorfor? De spilte muligheder!

 

Se omtalen af Hein Heinsen i Den Store Danske