Århus Statsgymnasiums bygninger er i hovedsagen fra 1958. De første 50år er nærmere beskrevet i skolens jubilæumsbog. Skolen fremtræder med sin lave, langstrakte facade, sine store aluminiumsindrammede vinduespartier og den strenge geometriske planløsning omkring de to atriumgårde som et fremragende eksempel på 50´ernes funktionalistiske bygningskultur. Og i 2004 blev skolens bygninger fredet af Kulturarvs styrelsen netop med henvisning hertil. Det er vi stolte af – det er den yngste bygning i Århus, som er tilfaldet denne ære.
Hvis man nærmer sig skolen fra syd, fra Fenrisvej, åbner blikket sig op imod skolen gennem det parklignende anlæg, de spredte fyrretræer og Haugen Sørensens monumentale skulptur. Den brede fortrappe og de store glaspartier sluser den besøgende ind i skolens forhal – med Jorns inspirerende keramikrelief. I den tilstødende store festsal med det smukke teaktræs gulv dominerer Jorn/ Wemaëres smukke gobelin ”Den lange rejse”, der udfylder hele sydvæggen. I bygningen hersker de lige linier, der følger de lange, lyse gange mod syd og nord og forbindelsesgangen imod øst. Skolen fik vinger på ved en udvidelse imod øst. I 90´erne blev først fysikafdelingen og senere de øvrige naturvidenskabelige faglokaler renoverede. Endelig er de to vinger nu igen blevet forbundet med en tilbygning i 2004-05, som rummer skolens nye studieområde og to mødelokaler.

